Senior Google Ads Konsulent hos Become
Er du ekspert i Google Ads? Og har du erfaring nok til at iføre dig Senior Google Ads Konsulent-kasketten fra dag to? (På dag ét spiser vi kage og siger pænt goddag)
Dette jobslag er et såkaldt "always on"-opslag. Vi ansætter løbende nye profiler - og nogle gange kan den rigtige profil også skabe en mulig jobåbning. Med andre ord: Du ansøger til vores jobbank via denne stilling.
Stillingen kan søges uanset, hvilket af vores kontorer du foretrækker arbejde på.
Er du (tæt på) at være verdensmester i Google Ads? Så læs videre
Først og fremmest: Kæmpe high five for selvtilliden, der fik dig til at læse videre. Vi kan allerede godt lide dig!
Dernæst: Den er god nok. Vi søger en Senior Google Ads Konsulent der kan gå ind og overtage nogle af vores vigtigste kunder.
Din faglige profil er 100% Google Ads, og derudover gerne med kendskab til Tag Manager, Analytics m.m. – men vi stiller ingen krav om, at du møder op til jobsamtale med guldmedaljer om halsen.
Til gengæld forventer vi, at du tør iføre dig ”Senior Google Ads Konsulent” kasketten, der følger med jobbet, allerede fra dag to. For på dag et spiser vi kage og siger pænt goddag.
(Nej, der findes ikke en ægte kasket, men hvis du er frisk, kan vi godt lave en til dig).
”Det kunne godt være noget for mig! Men når I siger ”Senior Google Ads Konsulent”, så mener I ..?”
Google Ads konsulenter kommer i mange afskygninger. Du forestiller dig måske allerede noget nørdet. Noget, der kræver mange års erfaring. Måske bliver du endda lidt træt ved tanken om at skulle udfylde en jobansøgning baseret på en række uspecifikke, standardiserede krav og en jobbeskrivelse der lige så godt kunne hedde ”vi forventer, du kan alt”.
Det kan vi godt forstå. Så lad os droppe den del og gå direkte til, hvad vi egentlig forventer af dig:
-
Du har minimum 3 års erfaring med planlægning, opsætning og optimering af annoncer i Google Ads. Det er et kæmpe plus, hvis du er fuldt certificeret. (Har du ikke erfaring, så CONNECT med os og se, hvis vi søger en junior profil snart.)
-
Du har erfaring med Google Tag Manager og Google Analytics. Kan du også skrive Bing Ads, LinkedIn Ads, Excel og HTML/PHP/Javascript på CV’et bliver vi vilde i varmen.
-
Du er ansvarsbevidst. Fordi det ville være tåbeligt af os at stille krav om det modsatte, og fordi du rent faktisk kommer til at skulle tage ansvar for både dine egne kunder, din egen tid og din egen faglige udvikling, selvfølgelig med hjælp og faglig sparring fra dine kolleger.
-
Du er T-shaped - dvs. du har kendskab til de gængse kanaler og annoncetyper inden for digital markedsføring. Fordi du skal kunne rådgive dine kunder ift. valg og prioritering af kanaler. Men vi forlanger ikke, at du kender til den tekniske del af opsætningen på alle kanaler – du bliver nemlig en del af et stærkt hold af konsulenter, der dækker alle områder inden for digital marketing.
-
Du er ikke bange for at sige dine kunder imod. Fordi de bedste resultater ikke altid opnås ved at stryge kunderne med hårene. Som konsulent skal du kunne trække på din erfaring og viden inden for dit fagområde og vise dine kunder den rigtige retning, også selvom de nogle gange tvivler.
-
Du skal kunne analysere og forstå resultaterne af de kampagner, du sætter op. Fordi dine kunder gerne vil vide, om de får værdi for deres penge.
-
Du skal være opsøgende over for dine kunder. Du skal selv tage initiativ til dialog med dine kunder minimum en gang hver måned.
-
Du skal være klar til at udfordre dig selv. Selv en konsulent kan ikke vide alt, og det forventer vi heller ikke, at du gør. Til gengæld forventer vi, at du er nysgerrig på samt villig til at udvikle dig inden for dit fagområde – eller et helt andet område, hvis du vil og mener, at det vil skabe værdi for dig selv, Become og vores kunder.
”Det lyder fair. Kan I komme med nogle eksempler på arbejdsopgaverne?”
Selvfølgelig. Du kommer til at beskæftige dig med:
-
Opstart af nye kunder. Du kommer med ind over alt fra den indledende dialog, forventningsafstemning, budgetter til målsætning i samarbejde med kunden.
-
Løbende kundekontakt. Du får ansvaret for din egen portefølje af kunder, og det bliver dermed dit ansvar at sørge for, at disse kunder føler, de får værdi for deres markedsføringsbudget. Det gøres bl.a. gennem løbende dialog med kunder og dine kolleger, der er en del af kundens projekt.
-
Strategi, planlægning og eksekvering (og løbende tilpasning) af kampagner i Google Ads baseret på målsætningerne. Du kommer med andre ord både til at lege med den tekniske del af opsætningen, den kreative proces ift. produktion af content til kampagner og efterfølgende rapportering samt vurdering af resultater.
-
Den daglige (selv)drift. Herunder planlægning af dine opgaver og kundetimer, din egen faglige udvikling og løbende kundemøder.
-
Rapportering, kundedialog og anbefalinger. Alle dine kunder skal minimum én gang hver måned modtage en rapport med nøgletal fra dig. Baseret på disse skal du kunne vurdere effekten af markedsføringen og rådgive ift. nye tiltag.
-
Faglig udvikling – både din egen og dine kollegers. Digital markedsføring ændrer sig hele tiden, og det er vigtigt, du holder dig opdateret omkring nye tiltag og muligheder. I Become holder vi løbende interne fagmøder, hvor vi sparrer med hinanden.
Derudover kan du holde dig ajour via kurser, artikler m.m. Vi dækker også udgifter til din faglige udvikling, hvis du falder over et interessant uddannelsesforløb, som du mener vil styrke din egen såvel som Becomes faglighed til fordel for vores kunder.
- Mulighed for at undervise. Vi underviser og holder foredrag om Google Ads og Analytics m.m. Har du erfaring med undervisning, enten via webinarer eller fysiske kurser/workshops, er det en fordel. Mangler du erfaringen, men har lysten til at undervise, hjælper vi dig også gerne i gang.
5 gode grunde til at søge job hos Become
- Du bliver en del af et stærkt og ”ungt” bureau i stabil vækst, der vægter gode kunderelationer, høj faglighed, en ”no bullshit politik” og masser af socialt samvær højt.
… okay, med mere end 10 år på bagen og en gennemsnitsalder på 32 år blandt medarbejderne kan vi næppe tillade os at kalde os sådan rigtigt unge længere.
- Du drømmer om et job, hvor du får lov til at tage ansvar og have mulighed for at planlægge din egen arbejdsdag. Du får gode muligheder for at flekse og arbejde hjemmefra, så længe du viser, at du kan løse dine opgaver.
- Du får mulighed for at udvikle dig fagligt, både på eget initiativ, via sparring med dine kolleger og gennem uddannelsesforløb og kurser, som vi gerne betaler.
- Du får +30 dygtige og virkelig søde kolleger – 10 på kontoret i København, 20 i i Aarhus og 3 i Holstebro, som du kan sparre med dagligt - både fysisk og digitalt.
Du kan også deltage i fede arrangementer med dem. Vi har nemlig hver måned et socialt arrangement og 2 årlige ture (julefrokost og sommertur). Her er både tid til det faglige og det sociale.
- En bred portefølje af kunder, der rummer alt fra lokale vinbutikker og uddannelsesinstutioner til internationale tøjbrands og B2B-virksomheder.
Korte facts om Become:
- Vi har kontor i Aarhus (Skejby), København (Carlsbergbyen) og Holstebro (Nupark)
- Vi er Facebook Premier Partner
- Vi er Google Partner og har tæt samarbejde med Google
- Vi underviser hos bl.a. Google, Ivækst, Bigum&Co og IBA
- Vi er et ambitiøst og solidt firma – med mere end 10 års erfaring
- Vi er Børsen Gazelle virksomhed
Løn, vilkår og opstart
Lønnen bliver sat efter aftale. Opstart hurtigst muligt. Vi har masser af gode vilkår der gælder både pensionsordning, fri sodavand, flextid, firmature og masser af andre perks.
Derudover tror vi på et job i balance, vi forventer ikke du arbejder +40 timer om ugen, og ved at arbejdet er vejen til at holde fri. Det betyder ikke at vi ikke går op i vores job - men vi skal også kunne lade op for at performe på jobbet.
Alt det bløde kan du høre mere om til en evt. samtale.
Du kan se vores sidste måling af medarbejder tilfredshed nedenfor - vi scorer over gennemsnittet på alle parametre hvilket vi er meget stolte af.

- Placeringer
- Aarhus, København, Holstebro

Become som arbejdsplads
-
Vi er nørder i ordets bedste forstand.
Marketing er en bred disciplin og intet menneske kan være bedst til hele paletten. I Become er vi en stor gruppe specialister, der hver især er nørdede omkring forskellige discipliner inden for marketing. -
Vi vil ikke gøre tingene sværere, end de er.
For at være en god specialist, må man også være en god formidler. Vi forventer derfor, at medarbejdere kan præsentere resultater, forklare processer og skabe gode kunderelationer. -
Vi tror på, at forskellighed er godt
- både når det gælder vores talenter, faglighed og fællesskab. Derfor bruger vi personlighedstest, når vi rekrutterer. Det er meningen, at alle ikke skal være ens. Vi taler åbent om vores om udfordringer og hjælper hinanden. -
Become handler om at blive til nogen.
Som medarbejder får du mulighed for at udvikle dig både personligt og professionelt. Så længe du tager ansvar og viser, du kan løse dine opgaver, får du gode muligheder for at planlægge din egen arbejdsdag. -
Digital markedsføring ændrer sig hele tiden,
og det er derfor vigtigt, du holder dig opdateret. Vores medarbejdere har erfaring fra branchen - men det vigtigste er, at de er nysgerrige og har lyst til at blive klogere. -
Vi ansætter mennesker.
Vi forventer ikke, at du er en arbejdsrobot, der knokler på alle kanter af døgnet. Der skal være plads til at have et liv ved siden af arbejdet, så du kan lade op til at være den bedste udgave af dig selv. -
Det skal være sjovt at gå på arbejde.
Derfor gør vi noget ud af dagligdagen. Vi har en hyggelig og uformel, men stadig passioneret stemning på kontoret - og elsker sociale arrangementer, holder fester og tager i sommerhus hvert år. -
Vi elsker nye kollegaer.
Vi gør meget ud af at byde folk velkommen og håber, du kan leve med vores dårlige humor og skøre anekdoter. Vi har også en masse gode vilkår, der bl.a. gælder et altid fyldt køleskab, pensionsordning, flekstid og masser af andre perks. Og så får du fri på din fødselsdag, hvis du gør noget godt for dig selv på dagen.
Vil du være vores næste holdkammerat?
Generelt er vi ret ydmyge, men vi tør vi godt sige, at vi er skidedygtige til digital markedsføring. Og endnu vigtigere - så er vi skideflinke kollegaer.
Om Become A/S
Hos Become har vi mere end 10 års erfaring med at hjælpe kunder med deres online tilstedeværelse gennem digital markedsføring. Vi hedder Become, fordi vi hjælper mennesker og organisationer med at blive til noget… blive til mere.
Vi tror ikke på standardløsninger, men omsætter strategi til resultater ved at sætte os ind i din forretning, mål og visioner. Vores specialister dækker en bred palette af marketingdiscipliner, så vi altid kan levere netop det, du har brug for.
Senior Google Ads Konsulent hos Become
Er du ekspert i Google Ads? Og har du erfaring nok til at iføre dig Senior Google Ads Konsulent-kasketten fra dag to? (På dag ét spiser vi kage og siger pænt goddag)
Indlæser ansøgningsskema